Når motivationen fejler

IMG_0357

Når motivationen fejler

Jeg tror, at vi alle sammen kender til, når motivationen ikke er helt så høj for noget, som den plejer at være. Det kan være i forhold til skole, arbejde, ridesporten eller noget helt fjerde. Det kan være svært at få gjort de ting, man skal, og det bliver mere gjort af pligt end af lyst.
Det sidste stykke tid har motivationen ikke været der i forhold til hestene for mit vedkommende. Dette er et meget ærligt indlæg fra min side, fordi det er forholdsvis tabubelagt at snakke om, hvis motivationen fejler. Jeg har selvfølgelig stadig holdt både pasningen af hestene, min undervisning og træning til punkt og prikke, men glæden ved det er ikke helt så høj, som den plejer. Jeg bliver student til sommer, og der er derfor også pres fra skolen lige for tiden. Men hvad kan man gøre, når motivationen bare ikke slår til? Jeg har her skrevet ned, hvad jeg selv gør for at komme igennem perioder, hvor motivationen ikke er der – og jeg håber, at det kan hjælpe andre derude, som måske har det som mig engang imellem.

Tænk på, at det er midlertidigt

Selvom motivationen måske ikke er der lige nu, betyder det langt fra, at det er sådan det forholder sig hele tiden. For mit vedkommende er det en periode, der skal overstås, så glæden ved ridesporten kan komme fuldt ud tilbage, præcis som den altid har været. Bliv ved med at arbejde på at opnå mål præcis som altid, og motivationen vil komme tilbage. For lad os indse det; Der er ingen af os hestemennesker, der ville kunne fungere uden vores fantastiske sport.

IMG_0375

Tænk på alle de gode resultater, og hvorfor du opnåede dem

Jeg tænker meget på alle de gode oplevelser, jeg har haft med hestene lige for tiden. Alle gode stævneresultater og undervisningstimer, hvor det hele er gået op i en højere enhed. De oplevelser vil jeg selvfølgelig aldrig være foruden, og det får mig til at få lysten tilbage til at give alt hvad jeg har for at opnå det mål, jeg har sat mig.

Tænk på alle de timer, hvor det er det hele værd

Som jeg skrev i overstående, så handler det om at huske på de øjeblikke, hvor alting bare har spillet. Selvom man bruger en masse, masse timer på hestene, som måske kan føles meningsløse, og man kan tænke ”hvorfor putter jeg så meget arbejde i det her?”, så er det i de øjeblikke, hvor alle de timer bliver overflødige, fordi oplevelsen er så god. Jeg har tænkt mig at få mange, mange flere af den slags oplevelser – og de kommer ikke, hvis man ikke arbejder for dem!

Her er en video af Lennon Rose og jeg fra vores seneste springtræning. Vi skal debutere i 90 cm sidst i april, og jeg glæder mig enormt meget til det.

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account