Vi har prøvet noget nyt – breddestævne!

17948581_10210691394314444_865973382_o

Langfredag var Merkur og jeg i Sønderjylland for at ride stilstafetspringning. Det går ud på, at et hold på tre equipager rider en bane hver på 8 spring på 70 cm, og ind i mellem skal vi bytte en stafet i form af en springpisk. Det giver en helt anden følelse at være på et hold og heppe på hinanden, end når man rider ridebanespringning.

Det startede med, at nogle piger fra mit tirsdagsspringhold og jeg snakkede om for sjov, at melde til et breddestævne som Fyens Rideklub ville holde her i maj måned. Jeg begyndte at undersøge lidt nærmere om, hvad de breddestævner egentlig handlede om. Til et breddestævne kan man blandt andet ride agility, kvadrilleridning, ponygames, pas de deux og stilstafetspringning. I stilstafetspringning bliver alle tre ryttere bedømt på stil når de rider deres runde, og hvis nogen står lige, er det tiden det kommer an på. Jeg fandt ud af, at man til de her breddestævner kunne kvalificere sig til de årlige Landsfinaler på Vilhelmsborg, hvis man havde redet minimum to kvalifikationsstævner inden.

Merkur

Jeg forhørte mig hos mit hold, om det var noget de var interesseret i at prøve, og det var de! Vi havde allerede den ene mulighed for at kvalificere os på Fyn, så vi gik hurtigt i gang med at lede efter et sted mere. Det endte så med at være langfredag i Sønderjylland.  Efter to timer var vi fremme, og blev taget rigtig godt i mod i det sønderjyske. Vi var det eneste gæstehold og kom langvejs fra, så det var de meget imponeret over. Ingen af os havde prøvet stilstafetspring før, vi havde heller ikke nået at øve os hjemme, men alle hestene var så søde og med på legen, så vi ente med to runder med 0 for os alle. Vores samlede stilkarakter, hvor vi blev bedømt på rytterens opstilling, rytterens overblik og hestens balance, var også rigtig fin, så hermed var første kvalifikation i hus!

Nu venter vi spændt på den næste kvalifikationsrunde på FYR, og hvis vi gennemfører uden diskvalifikationer til det stævne, er vi selvskrevne til Landsfinalerne, hvis ikke der dukker et andet fynsk hold op i mellemtiden. Så vidt vi ved er der nemlig ikke andre, og Landsfinalerne vil gerne have repræsentanter fra hvert distrikt til finalerne. Så vi håber, men man ved jo aldrig, det kunne være fedt med flere hold fra Fyn.

Jeg synes det er fedt, at man kan prøve og ride lidt af hvert med sin hest, og det er virkelig det jeg gør med Merkur det her forår. Jagter, d-stævner, c-stævner, fjordhestestævner og breddestævner kommer vi rundt om, og det er sjovt! Efter et par år hvor vi har været meget målrettede mod EM, er det rart at kunne ride det der lige falder os ind. Det er vigtigt at nyde at have hest, uden at det hele behøver gå op i resultater hele tiden.

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account