Blog: Rid systematisk

tarsan3

Kære Læsere

Tarsan og jeg var heldige at få plads ved træningssamlingen med Nathalie d. 20-21 november på Slangerupgaard. Det var to super spændende og inspirerende dage med ny input til træningen. Min træner Vivi og jeg har sammen uddannet Tarsan fra han var 4 år gammel til, at han idag er 11 år gammel og uddannet til Grand Prix. Igennem årene har vi fundet et godt træningssystem for Tarsan og jeg, men vi var smadder glade for at få nye øjne på træningen. Jeg fik både tips til konkrete øvelser, input til forbedring af min grundridning og input til forbedring af min opstilling og indvirken. Nu gælder det om at få det integreret i vores daglige træningssystem, og det glæder jeg meget til at bruge vintersæsonen på.

Helt grundlæggende tror jeg på, at ridningen skal være logisk og systematisk, og at jeg selv, hestene og eleverne skal forstå rideteorien og sammenhængen med det grundlæggende ridesystem. Min erfaring er, at herigennem bliver rytteren mere selvstændig, hesten lærer hurtigere og man kommer nemmere igennem udfordringer i løbet af uddannelsen.

Ved at ride systematisk, gøres kommunikationen mellem hest og rytter mere enkel og let at forstå. At ride systematisk kræver dog, at man har styr på sin rideteori. Derfor lægger jeg stor vægt på at kunne teorien bag grundridningen og øvelserne. Selv læser jeg mange ridebøger og artikler. Og i min undervisning går jeg meget op i at forklare øvelsernes udførsel og korrektionerne. Nogle af mine yndlingsbøger er “Dressur med Kyra” og Carl Hesters “Real Life Dressage”, og til de rigtige nørder er der “Ridelære af William Müseler”, som er helt tilbage fra 1970.

Det er vigtigt at tænke, når man rider. At analysere sammenhængen mellem hestens reaktioner eller manglende reaktioner med signalerne og korrektionerne fra rytteren. Hvis der er en øvelse, som man ikke kan få til at virke, så hjælper det sjældent bare at gentage og gentage øvelsen. Derimod kan det hjælpe at stoppe op og gennemgå teorien bag øvelsen. Tænke over hvilke hjælpere hesten skal svare for, og tjekke, at hesten svarer for hver enkelt hjælp, som er nødvendig for at ride øvelsen. Ved at kende sin rideteori og ved at ride systematisk kan man nogle gange lettere få løst udfordringer i træningen.

I min undervisning går jeg meget op i, at mine elever til enhver tid kan argumentere for det signal, de giver hesten. De skal med andre ord lære at være bevidste om, hvorfor de giver signalet, og hvordan det passer ind i ridesystemet.  Mit mål er, at mine elever når at korrigere hesten, inden jeg når at sige det til dem. De skal lære at tænke selv og selv tage beslutning om signalerne til hesten. Derfor er jeg også meget bevidst om at forklare, hvorfor hesten skal have en given korrektion.

Det er et mål i sig selv at gøre ridningen simpel og genkendelig for hest og rytter. Hvis det er lettere for rytteren at forstå, er det også ofte lettere for hesten at forstå.

Jeg håber, at det kan give lidt inspiration til træningen derhjemme. At ride systematisk og at simplificere tingene i ridningen er mega svært og noget, som kommer med rutinen – det er en lang læringsproces, som aldrig stopper.

Som nogle af jer måske har set, så har Ridehesten Junior og jeg gang i en konkurrence, hvor man kan vinde en gratis undervisningslektion med mig. Der findes en vinder på torsdag d. 30 november.  Deltag HER

Mvh. Line Hermann Hass

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account