ECCO Cup finalerne i Middelfart

14-årige Sara Aagaard Hyrm fortæller her om hendes oplevelser som deltager til dette års ECCO Cup finaler i Middelfart.

149741_ms_01__MS19967

Sara og FB Gangster

149741_ms_01__MS19799

Sara og Jarno

Et af årets store højdepunkter for mig, er ECCO Cup Finalen på det skønne Middelfart Ridecenter, hvor de bedste har kvalificeret sig til at deltage helt fra Kat 2 ponyer til U25 Grand Prix.

Finalen ligger altid som en perfekt afslutning på året i starten af december. ECCO Cuppen har inspireret mig meget siden jeg for 3 år siden red min første kvalifikation i Sundeved, og den er altid en stor del af min stævneplanlægning. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke ECCO for deres store opbakning i ridesporten og især for at sikre, at vi kan være med allerede fra kategori 2 pony – det er enormt motiverende, at man som helt ung kan udvikle sig gennem denne cup, hvor der også skal rides kür.

To ponyer med til finalerne

I år havde jeg 2 ponyer med til finalen. FB Gangster for Kat 2 og Jarno RP145 for kat. 1-ponyer Jarno er en 14 års Hollandsk palmino hingst fra Stutteri K2 i Sverige. De har venligt udlånt ham til mig i resten af min ponytid. Jarno har tidligere været på det Svenske landshold og startet EM, men har holdt en pause inden jeg fik ham for et år siden. Vi udvikler os stadig sammen, og jeg håber at finde topformen i 2016 sammen med ham.  FB Gangster er en 9 års Tysk sportspony-vallak, jeg har haft i 4 år. Han er den sjoveste pony, der kan finde på så mange numre, hvis der er noget, der ikke lige passer ham. F.eks. hvis han ikke kommer med til stævne, så bliver han så fornærmet, at han ligger en hilsen (lort) i krybben.

149741_ms_01__MS19336

Sara med sin 1’er pony Jarno

ECCO Cup stævnet er et B-stævne, der forløber over 3 dage, med opvarmnings klasser om fredagen og selve finalen over lørdag og søndag som samlet resultat. Jeg pakker altid om onsdagen efter min træning, og sørger for at alt er vasket og klart, så det er nemt at komme afsted om torsdagen. Det er altid godt at ankomme dagen før til de store stævner, så ponyerne og hestene kan træne en gang på banen inden og alle kan få sovet ordentligt. Det er dejligt at komme til Middelfart Ridecenter, her står alle heste indendørs i store lækre bokse, de har nogle dejlige ridefaciliteter.

Spænding til det sidste

Opvarmningsklasserne fredag for både Jarno og FB Gangster var mere anspændte end de plejer og med enkelte fejl, dog vandt Gangster sin klasse. I anledning af julen havde Middelfart Ridecenter pyntet super flot op med juletræer, pakker og store ECCO skilte, som mange ponyer lige skulle vende sig til.  Lørdagen gik langt bedre, her kunne jeg ride mere på og fik programmet til at flyde pænt og roligt. Gangster har udviklet sig utroligt meget indenfor den sidste tid og er blevet bedre til overgange, galop og er mere afspændt over ryggen, hvilket gav 70,45% og en føring i ECCO Cuppen. Jarno blev lidt for dyb og spændt for mig i traven, men vi havde et super galopprogram.

149741_ms_01__MS19994

Sara og FB Gangster rider æresrunde som vindere af ECCO-cup for kat. 2-ponyer

Kür-finalen

Søndagen er den store kür-dag, hvor mange tilskuere kommer og kigger og samler inspiration til deres fremtidige programsammensætning for deres kür. Jarno skulle starte tidligt om morgen og viste sig meget bedre frem, stod mere korrekt i formen og vi ramte alle overgangene super flot i programmet. Det er en kür med høj sværhedsgrad, hvor vi starter i galop og slutter med trav. Vi blev nummer 4 i küren og fik redet os godt frem i placeringerne, et ridt jeg er meget glad for, hvor Jarno viser de rigtige takter, som vi også træner på derhjemme.

Afslutningen blev programmet med Gangster, hvilket jeg havde set meget frem til. Vi havde en super opvarmning med min træner Jette, hvor han virkelig var eftergiven og beredt. Programmet gik godt, jeg var specielt glad for min travdel. Jeg red til 74,04% og blev samlet vinder af ECCO Cuppen 2015 for kat. 2-ponyer.

149741_ms_01__MS19961

Et stævne jeg vil mindes. Nu vil jeg give ponyerne en god lang juleferie med roligt arbejde og skovture.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account