9 gode tips til galop

Galop er hårdere for hesten end trav, så derfor skal den have en god kondi for at kunne ride i galop længere end ca. 10 min. ad gangen. Men bliv ikke forbavset, hvis du de første mange gange ikke kan holde til mere end 5 min. ad gangen i galop, for det er hårdt på én gang at skulle blive siddende tungt ned i sadlen, holde hesten i gang og holde den til biddet.

  1. Anspring i galop

Når du vil have hesten til at springe an i galop, skal du passe på ikke at “løbe den i gang”, så den halser af sted i fri trav for til sidst at slå over i galop. I stedet skal hesten være rimelig samlet, så den (og du) hurtigt finder rytmen i galop.

  1. Brug hjørnet

Det er nemmest at få hesten i galop i et hjørne, hvor den næsten af sig selv bøjer kroppen rundt for at følge formen på svinget. Når hesten er bøjet (i hele kroppen) eller stillet (i nakken), er det som regel nemmere at få den til fortsat at gå til biddet. Det gør, at ryggen kommer op, og hesten træder bedre ind under sig med bagbenene. Hvis hesten i stedet har hovedet i vejret, bruger den ryggen forkert.

I hjørnet har den samtidig barrieren at støtte sig til. Hvis du springer an indenfor hovslaget, har hesten intet at støtte sig til og kan derfor komme til at slingre (gå på to spor), hvis du ikke har schenklerne (benene) nok ved den.

Inden hjørnet laver du en-to halve parader ved at klemme med dine lår og tage lidt mere fat i tøjlen. Det gør både hesten mere opmærksom på dig og får den til at gå mere samlet (har bagbenene længere ind under sig og tager kortere, langsommere skridt).

  1. Stil og bøj hesten

Derefter stiller og bøjer du den ligesom i trav. Du stiller hesten ved at tage lidt mere fat i den indvendige tøjle og samtidig klemme lidt mere med din indvendige schenkel. Din udvendige schenkel lægger du et stykke bagved gjorden, hvor den bare lige skal røre hesten.

I hjørnet bøjer du hesten ved at lade schenklerne blive, hvor de er. Men nu skal du også have hesten i galop, så du klemmer lidt mere både med den indvendige og udvendige schenkel. Så giver du samtidig med din indvendige schenkel hesten besked på, at den skal blive på hovslaget. Lige inden du vil give hesten tegn til at springe an i galop, laver du endnu en halv parade.

  1. Giv efter på tøjlen

Lige så snart hesten har sprunget an i galop, skal du give lidt efter på tøjlen, så den har mulighed for at springe rigtigt igennem. Bliv siddende med den udvendige schenkel tilbage og den anden fremme hele tiden i galoppen, så hesten bliver i den rigtige galop og heller ikke går ned i trav.

Det kan ske, at hesten misforstår dig og i stedet tror, at den skal dreje, men så laver du bare en halv parade og prøver igen i et af hjørnerne.

  1. Bliv siddende

For at hesten kan springe godt fremad i galop, skal du blive siddende med ryggen tilbage i sadlen. Hvis du læner dig frem, forstyrrer det hestens rytme. Derudover skal du sidde tungt ned i sadlen, så du ikke kurrer rundt. Det gør ondt i hestens ryg og ødelægger også dens rytme.

Ligesom i trav skal hvert skridt rides, selvom det kan være svært på de heste, som har meget rygsving (løfter sig meget og tager store skridt).

  1. 20-meter volte

Når du er klar til at lave en volte, så husk, at den skal være cirkelrund. Derfor er det lettest at lave øvelsen i en af enderne af ridebanen, hvor hjørnerne hjælper dig til at “tegne” cirklen. Hjørnerne giver også hesten støtte. På billedet bliver øvelsen lavet ud for C og i højregalop.

  1. Rid ikke for stærkt

Det er vigtigt at ride i et tempo, så hesten kan holde balancen rundt i volten. Lav derfor halve parader både inden og undervejs i øvelsen. Så lidt før C laver du en halv parade (som det altid er godt at lave, inden du traver eller galopperer igennem et hjørne). Derefter rider du igennem hjørnet ligesom beskrevet ovenfor. Hele vejen rundt i volten er hesten bøjet lidt til indvendig side.

123112_tbj_06_IMG_4549

  1. Se hvor du skal hen

Få meter efter M laver du igen en halv parade, og midt imellem M og B rider du ind mod midten (det “usynlige” X). Det er vigtigt, at hesten kun “rører” X men ikke overtræder punktet, så rid præcist. Ellers bliver volten ikke rund. Fra X sigter du midt imellem E og H. Når du er tilbage ved C, er volten tegnet færdig!

  1. Ned i trav igen

I starten kan det være rart bare at ride nogle få runder i galop og så tage hesten ned i trav. Når du vil have hesten til at gå i trav igen, laver du en eller flere halve parader, indtil hesten forstår dit signal. Det er bedre at ride fremad igen efter ca. 5 skridt og så lave en halv parade mere, end at du kommer til at spænde mere og mere og derved tage for hårdt fat i tøjlen, så hesten slår fra og mister noget af rytmen.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account