5 gode tips til middeltrav

Det kan blive en leg for både hesten og dig, når I først har lært at lave middeltrav. Men det er en svær øvelse, så fortvivl ikke, hvis hesten i stedet springer i galop de første mange gange, og du føler dig som en sæk kartofler i sadlen.

Middeltrav

Hvad er middeltrav? Når hesten går i middeltrav, så tager den længere skridt end i almindelig arbejdstrav = det tempo, du rider rundt i det meste af tiden. Samtidig “spjætter” hesten med forbenene, som om den prøver at ryste fluer af forbenene. Selvom det går stærkere i middeltrav end i almindelig arbejdstrav, må hesten ikke tage lige så korte skridt, for så “japper” den og får ikke strakt forbenene ud.

Først temposkift

Inden du begynder at øve middeltrav, skal du kunne lave temposkift (få hesten op og ned i fart) præcis, når du beder den om det.

Du starter med at lave en (eller flere) halve parader for at få hesten til at lytte til dig og til at træde mere ind under sig med bagbenene. Det får hesten til at hæve ryggen, så du også kan få den til at gå til biddet.

Læn dig lidt længere tilbage, klem med dine lår, giv lidt slip med dine schenkler (ben) og tag lidt mere fat i tøjlen. Efter hesten har gået langsommere et par skridt, slipper du igen med dine hænder og lår og lægger schenklerne ind til hesten igen, så den igen traver almindeligt.

Du får hesten til at lave øget trav ved at lægge schenklerne mere ind til den og drive med sædet = du klemmer din bagdel endnu mere tungt ned i sadlen og laver en slags skub på stedet. For at gøre det sjovt at lave temposkift kan du tage en runde, hvor du laver temposkift imellem bogstaverne og halve parader ud for hvert bogstav.

Vær tålmodig

Når I har styr på temposkiftene, er I klar til at øve middeltrav. Der får du hesten til at øge tempoet ved at gøre på samme måde som ovenover, men nu skal du have hesten til at tage endnu længere skridt. Men hav tålmodighed, for i starten er det ingen leg at lave middeltrav.

Det er nemmest for hesten at holde balancen i middeltrav på langsiden, som hesten kan støtte sig til, og hvor det kun går ligeud. Så begynd med at lave øvelsen opad langsiden.

Start med nogle få meter

Lidt før hjørnet stiller du hesten til indvendig side (mod midten af ridebanen) ved at lægge din indvendige schenkel lidt mere ind til hesten lige bagved gjorden. Den udvendige schenkel lægger du lidt længere bagved gjorden, så hesten ikke skyder skulderen. Samtidig tager du lidt mere fat i den indvendige tøjle, så hesten kommer til at kigge indad. I hjørnet bøjer du hesten i hele kroppen og laver en halv parade. Lige så snart du har rettet hesten ligeud igen efter hjørnet, giver du den tegn til at lave middeltrav.

Efter 5-10 meter i middeltrav korter du hesten ind igen ved at lave en halv parade (eller flere). Så prøver du igen på den anden langside. Efterhånden kan du bruge hele langsiden til øvelsen. Når du bliver mere øvet, kan du lave øvelsen skråt igennem, men det kræver, at både du og hesten har en rigtig god balance, så I ikke kommer til at ride skævt.

Efter to runder max. skal du holde en pause med middeltrav, så hesten ikke bliver alt for forpustet, og I begge to kan slappe lidt af i musklerne.

Spænd ikke i kroppen

Pas på ikke at spænde for meget i kroppen, for det kan hesten mærke, og så begynder den også at spænde op og begynder at “gå på tåspidserne” og tager derved kortere skridt. Du skal undgå at rykke i tøjlen, for så tager hesten hovedet op og mister rygsving.

Hav hele tiden hælene til at pege nedad. På den måde hjælper du dig selv til at blive siddende tungt ned i sadlen. Hvis du sidder for meget “ovenover” sadlen, kommer du til at bumpe op og ned, og det gør både ondt på hestens ryg og ødelægger også dens rytme og balance.

Men det er svært at skulle sidde som støbt til sadlen, når man føler, at hesten er ved at skyde en ovenud af den. Det tager lang tid at lære. Prøv at veksle mellem øget trav og middeltrav, så du stille og roligt vænner dig til rytmen i middeltrav.

Senere, når både du og hesten har fundet rytmen og balancen i middeltrav, kan I begynde at lave fri trav, hvor hesten strækker sine forben så langt ud, som den overhovedet kan.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

©2018 Ridehesten Junior - en del af Wiegaarden Media

or

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

or

Create Account